Sensorisk tilgængelighed
Sensorisk tilgængelighed
Sensorisk tilgængelighed handler om, hvordan et sted opleves gennem sanserne. Det kan dreje sig om lyd, lys, kontraster, skiltning, orientering og mængden af indtryk på én gang. For gæsten med en sensorisk funktionsreduktion har det stor betydning, fordi turistoplevelsen kan være med til at skabe enten ro og tryghed eller skabe følelsen af stress og usikkerhed.
Når sanserne skal kunne følge med
Sensorisk tilgængelighed er vigtig for gæster med nedsat syn eller hørelse, men også for mennesker med lydfølsomhed, lysfølsomhed eller behov for mere rolige omgivelser. For nogle gæster er det svært at orientere sig, hvis skilte er uklare eller kontrasterne for svage. For andre er det støj, ekko eller mange samtidige indtryk, der gør oplevelsen krævende.
Det betyder, at sensorisk tilgængelighed ikke kun handler om enkelte hjælpemidler. Det handler også om den samlede måde, et sted er indrettet og opleves på.
Det betyder noget i praksis
I praksis kan sensorisk tilgængelighed handle om meget konkrete forhold: Kan man finde vej? Er der tydelig skiltning? Er lyset behageligt? Er der meget baggrundsstøj? Findes der rolige områder, hvor man kan trække sig lidt tilbage? Kan information forstås uden at være afhængig af kun én sans?
Det er ofte de små detaljer, der afgør, om et sted føles overskueligt. Et godt lydmiljø, klare kontraster og tydelig formidling kan gøre det lettere at bruge stedet selvstændigt og føle sig mere sikker undervejs.
Et bedre sanseligt miljø hjælper mange
Sensorisk tilgængelighed bliver nogle gange opfattet som noget særligt for få. I virkeligheden kan forbedringer på dette område gøre oplevelsen bedre for langt flere gæster. Roligere lydmiljøer, tydeligere wayfinding og mere gennemtænkte visuelle signaler hjælper både mennesker med en sensorisk funktionsreduktion, men også ældre med dårligt syn eller hørelse.
Når et turiststed tager sansemiljøet alvorligt og arbejder med den sensoriske tilgængelighed, skaber det mere ro, bedre orientering og en stærkere følelse af tryghed hos gæsterne. Det er godt for tilgængeligheden, men også for den samlede oplevelse af turiststedets kvalitet.
