Kognitiv tilgængelighed
Kognitiv tilgængelighed
Kognitiv tilgængelighed handler om letforståelig information som sikre, at gæsten kan orientere sig på turiststedet og dermed bevare overblik og kontrol. For gæster med en kognitiv funktionsreduktion er det vigtigt, fordi en oplevelse hurtigt kan blive krævende, hvis gæsten skal forholde sig til for mange informationer på én gang eller ikke kan gennemskue, hvad der skal ske.
Når overskuelighed gør forskellen
Kognitiv tilgængelighed er særlig vigtig for mennesker med for eksempel autisme, ADHD, demens eller andre hjerne eller nervemæssige udfordringer. Men behovet for enkelhed og tydelighed gælder i virkeligheden mange flere. De fleste har glæde af, at information er let at finde, let at forstå og præsenteret i en tydelig rækkefølge.
Det kan være svært, hvis en hjemmeside er rodet, hvis skilte er dårligt belyste og dermed svære at se, eller har for mange informationer, eller hvis beskeder er skrevet i et tungt eller abstrakt sprog. Omvendt skaber et roligt og enkelt informationssystem større tryghed og gør det lettere for gæsten at være på besøg.
Det betyder noget i praksis
I praksis kan kognitiv tilgængelighed handle om tydelige overskrifter, en enkel opbygning, let forståelige tekster, klare skilte og en gæsterejse, der er nem at aflæse. Det kan også handle om, at gæsten på forhånd kan se, hvordan et besøg foregår, og hvad gæsten kan forvente ved ankomst, under opholdet og ved afslutning.
Når strukturen er tydelig, bruger gæsten mindre energi på at finde ud af det praktiske og får mere overskud til selve oplevelsen.
Tydelighed er også god kvalitet
Kognitiv tilgængelighed bliver nogle gange opfattet som noget meget særligt. Men ofte er det netop de løsninger, der hjælper én målgruppe, som også gør stedet bedre for mange andre. Enkel information, klare valg og rolige forløb er sjældent en begrænsning. De er oftest et tegn på god formidling og god planlægning af gæsteoplevelsen.
Når et turiststed arbejder med kognitiv tilgængelighed, gør det gæsteoplevelsen lettere at forstå og lettere at være i. Det skaber mere ro, mere selvstændighed og bedre mulighed for at deltage.
Kognitiv tilgængelighed handler derfor ikke om at gøre noget svært mindre spændende. Det handler om at gøre det lettere for alle typer af mennesker at være turister og gæster.
